Tomas Bjerres tale ved generalforsamlingen

Jeg blev konfirmeret i marts 1970 og forlod folkeskolen 3 måneder senere. Vi havde haft kronologisk historieundervisning fra 3. til 7. klasse, og i sidste historietime klappede vores fremragende lærer, lærer Welling, bogen i og sagde:” Det var så fortiden. Hvad med fremtiden? Er der noget, som I er bekymrede for?” Nogle af os var bekymrede for Den kolde Krig og Vietnamkrigen, andre for forureningen og andre igen for sultkatastroferne i Afrika og Asien. Så sagde lærer Welling: ”Jeg deler jeres bekymring, men der er noget, jeg er direkte bange for, og det er disse rædselsfulde blomsterbørn!” ”Hvad er det for nogen?” spurgte vi. ”Det er de der langhårede, I ser i fjernsynet” sagde lærer Welling. Jeg kunne den gang ikke rigtig se, at det var et alvorligt problem. Der var 2 langhårede drenge på Løgumkloster Kommuneskole. De var brødre og lige flyttet til byen. Dem var jeg ikke bange for.
D. 4./7. åbnede Thylejren. Den fyldte meget af TV Avisen de følgende måneder. Omkring d. 20. september flyttede brændpunktet til København. Der var der demonstrationer mod Verdensbanken, og ved den lejlighed kastede Gotfred Appels drenge – det var dem der senere blev til Blekingegade banden – med molotovcocktails. Nogle dage inden døde Jimi Hendrix af en overdosis – 27 år gammel. Et par uger senere overgik samme skæbne jævnaldrende Janis Joplin. I løbet af de næste år invaderede blomsterbørnene børnehaverne, folkeskolerne, gymnasierne, universiteterne, bibliotekerne, teatrene, Danmarks Radio og Folketinget. Det gik blandt andet ud over landets økonomi, og det var først, da Poul Schlüter var blevet statsminister, at det blev lettere at være dansker igen.
Hvorfor kommer jeg nu ind på alt dette, som skete for mere end 50 år siden? Det gør jeg, fordi jeg synes, historien er ved at gentage sig. Nu er det ikke blomsterbørnene, 68’erne, hippierne og hvad man ellers kaldte dem, men woke bevægelsen. Den har mange lighedspunkter med ånden fra 68. De wokes program er også: ned med kulturen, ned med familierne og ned med alle dem med andre holdninger end deres egne.
Det er i tider som disse, hvor der for alvor er brug for Det Konservative Folkeparti. Vi har altid ment, at den sunde fornuft er vigtigere end ideologi. Det var Det Konservative Folkeparti, der reddede Danmark i firserne, og jeg er sikker på, at vi vil kunne gøre det igen. Jeg er også sikker på, at Poul Schlüter vil få ret, da han i sit sidste interview forudså, at Danmark ville få en Konservativ statsminister igen. Vi skal alle arbejde på, at det sker straks efter det først kommende folketingsvalg.