Henrik Overgaard

Byrådsmedlem

Jeg bor i Brande, er født i 1975, og er gift med Tanja, der arbejder på Siemens Gamesa. Vi har to børn på hhv. 16 og 19 år. Ud over familien går jeg op i naturen, fodbold, netværk og at arbejde 😊.
Jeg har været med til at etablere foreningen brande.dk, hvor jeg siden foreningens start har været formand. Foreningen driver Brandes byportal med det formål at fortælle om alle byens fortræffeligheder og på den måde være medvirkende til, at vi tiltrækker nye borgere, men også gør det lettere at komme som tilflytter.
Mine forældre, bedsteforældre og oldeforældre er fra Brande, men jeg selv er opvokset i Nordsjælland de første 18 år af mit liv. I hele min barndom var mit ønske at flytte til Brande, og det gjorde jeg, ugen efter jeg blev 18 år. Jeg holder af den nærhed, vi har, og de mange muligheder, vi har her i området.
Som ung drømte jeg om at blive filialdirektør i en bank eller borgmester i Brande. Mit mål om at blive filialdirektør i Brande har jeg for længst nået, og borgmester i Brande kan ikke lade sig gøre pga. kommunesammenlægningen. MEN jeg kan være med til at træffe de rigtige beslutninger i Ikast-Brande kommune, og det vil jeg gøre mit bedste for, men jeg har brug for din personlige stemme for at kunne gøre en forskel.
Ikast-Brande kommune har SÅ meget at byde på, og vi har igennem en længere årrække sovet i timen. Jeg vil i byrådet for at gøre en forskel…

Hvad skal der på? – der skal fart på!

År efter år vinder vi prisen som den mest erhvervsvenlige kommune i Danmark. Vi har enormt mange arbejdspladser og ligger geografisk perfekt midt i Jylland. Vi har den dejligste natur og mange attraktive familievenlige byer. Trods det taber vi konkurrencen til nabokommunerne om at tiltrække nye borgere og øge vores indbyggertal.
Vi skal være langt mere aktive på at få udstykket nye spændende og attraktive byggegrunde, og det skal ske i hele kommunen. Vi skal turde tænke nyt og lære fra de kommuner, der er langt fremme med nytænkning, og som er gode til at tiltrække borgere. I Brande har vi igennem mange år manglet byggegrunde, og processen med at få udstykninger igennem går for langsomt. Vi skal skabe nye udstykninger i de mindre byer – herunder Uhre, Drantum og Blåhøj. De mindre byers styrker skal frem i lyset, og i samarbejde med de lokale skal vi se på muligheden for at lave attraktive udstykninger og etablere spændende naturudstykninger med fokus på bæredygtighed og biodiversitet.
Kommunen har ansat en tilflytterguide, hvilket er positivt, men det skal vi have meget mere ud af. Vores mange arbejdspladser gør, at vi har mange indpendlere, og dem skal vi have fortalt, hvor dejligt et sted her er og om deres muligheder for at flytte hertil.

Hvorfor er det så vigtigt med nye byggegrunde og tilflytning?

Kommunens økonomi skal balancere, og indtægterne skal som udgangspunkt dække udgifterne. Vi har så mange områder i kommunen, vi kan bruge flere penge på, og for at få råd til det, skal vi have flere indtægter.
De indtægter, vi kan øge, kommer i grove træk fra den skat, borgerne betaler og den udligningsgodtgørelse, vi får pr. borger. Jo flere borgere og jo højere indkomst den enkelte borger har, des flere indtægter har kommunen, som kan bruges på børn, unge, ældre, kultur osv.
Solgte byggegrunde skaber en meget positiv spiral. Når der bygges et nyt hus, skaber det arbejde til de lokale håndværkere og øget omsætning i butikker og virksomheder. Hvis ikke det er en tilflytter, der bygger, bliver der en bolig ledig, som en potentiel tilflytter kan flytte ind i, og så starter spiralen på ny.

Det skal give mening!

Som borger oplever jeg ofte, at noget ikke giver mening. Mødet med det offentlige kan virke trægt, bureaukratisk og ineffektivt. Jeg tror på, at vi kan effektivisere, så vi får mere for de samme penge.
Som byrådspolitiker skal vi lytte til borgerne, og vi skal være med til at sikre, at borgerens møde med kommunen opleves positivt, effektivt og proaktivt. Distancen mellem byråd/kommune og den enkelte borger må ikke føles lang. Kommunen er til for borgernes skyld…

Hvis vi gør, som vi altid har gjort, får vi de resultater vi altid har fået!

Ikast-Brande kommune i sig selv er kommunens største virksomhed, hvorfor det er så vigtigt, at de rigtige beslutninger tages, og at samarbejdet i kommunen fungerer optimalt.
Med en stemme på mig sikrer du dig fuld opbakning til vores borgmesterkandidat, Annette Mosegaard. Jeg mener, at Annette er en inkluderende og dygtig kandidat til borgmesterposten. I mit arbejde med Annette har jeg erfaret, at hun er visionær, ordentlig, lyttende, engageret og brænder for opgaven.

Kort og godt – vi skal:

• Have mange flere attraktive byggegrunde – også i de mindre byer
• Arbejde langt mere aktivt med at få tilflyttere
• Fortsætte med at være en erhvervsvenlig kommune
• Forny vores fokus på iværksætteri
• Have mere fokus på børns trivsel
• Have nogle af landets bedste skoler
• Behandle ældre, som vi selv ville ønske at blive behandlet
• Prioritere kulturen med fokus på at støtte lokale ildsjæle
• Skabe flere indtægter, så vi har råd til mere velfærd
• Tænke unge som unge og ikke som børn
• Agere ordentligt og søge de gode løsninger via godt samarbejde
• Have sygefraværet ned blandt kommunens ansatte