En socialkonservativ nytårshilsen!
Læserbrev af Kirsten York Helms, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Ikast-Brande, og bragt i Brande Bladet 07.01.2025
En socialkonservativ nytårshilsen!
Så er vi klar til endnu et årsskifte, og jeg vil starte med at sige, at jeg er utrolig imponeret over, hvor smuk december i Brande har været med nissehuer i Storegade og et flot arbejde med julepyntning og julestemning fra Brande City og butikkernes side. Tak for det.
Desuden var RemisenBrandes fabelagtige rammer og Caroline Hendersons julekoncert med til, at flere Branditter og jeg endelig kom helt i julestemning.
Politiske nedslag og refleksioner
At arbejde som folkevalgt i byrådet på 7. år er jeg stadig utrolig taknemmelig og ydmyg overfor. Det er også derfor, at jeg altid er klar til at lytte eller gå en ekstra mil, hvis jeg kan gøre en forskel for den enkelte borger. Det gælder også for 2025.
I mit virke som næstformand – i udvalget der dækker områderne Arbejdsmarkedet og Socialområdet – er der mange måder, jeg sammen med mit udvalg arbejder på at gøre en positiv forskel.
Fx har udvalget og jeg også i 2025 stor fokus på at være i god dialog med både pårørende, medarbejdere, administration, brugere og andre interessenter for at skabe så meget (livs)kvalitet for pengene som muligt.
Som tidligere nævnt kan for lidt oplysning og dialog med borgerne i komplekse sager desværre gøre, at beslutninger bliver for abstrakte og uigennemsigtige for borgene, og det vil jeg gerne ændre på.
Vi har derfor også i udvalget stor gavn af, at vi ofte prioritere mange besøg ud af huset for at blive klogere. Og vi vælger at komme på besøg i andre kommuner og blive inspireret til bedre borgerservice, forvaltning og mindre bureaukrati.
En af de store projekter, som udvalget og jeg i det kommende år vil følge med stor interesse, er bl.a. renovering og udbygning af Bellisbo i Nørre Snede. Det er utroligt vigtigt for mig, at vi som kommune kan tilbyde gode steder til sårbare borgere, der har brug for at bo på et bosted.
En af de store oplevelser jeg deltog i for nylig, var March mod Ensomhed, og det var fascinerende, hvor stor opbakning der var i hele kommunen til at vandre med Patrick og støtte kampen mod ensomhed. Det bliver også et vigtigt fokus for mig i 2025, at vi politisk går forrest i kampen mod ensomhed. Der er 9,4 procent af alle over 16 år, der føler sig svær ensom, og det er tankevækkende.
Her kan de offentlige transportmuligheder i vores egn være en modarbejdende faktor, men vi prøver i udvalget at være kreativ tænkende og løser gerne udfordringerne på andre måder. Fx ved indkøb af scootere ol.
Derfor skal vi som kommune understøtte platforme for, at små og store fællesskaber kan opstå, da det mindsker ensomhed og styrker livskvaliteten for de fleste. Det kan være sports-, kultur og andre vigtige fællesskaber.
Der er så yndigt at følges ad…
Jeg vil gerne sige tak til alle de fantastiske par, som har valgt mig som vielsesfoged. Det har været en meget stor fornøjelse hver eneste gang. Og jeg har efterhånden viet folk både i kalkgruber, private haver, ved smuk natur m.m.
Vielser er en af de bedste opgaver, jeg som byrådsmedlem har været med til i de sidste 7 år.
Det er en kæmpe gave at få lov til at vie et forelsket par, så tøv ikke med at kontakte mig.
Politiske visioner for 2025
- Jeg vil kæmpe for flere visionære og langsigtede planer med borgerinddragelse
Der er en ting, som er helt sikkert, og det er balancen mellem drift og visioner i det politiske simpelthen er for skæv efter min smag.
Fx er Gennembruddet i Brande noget, vi alle kan se frem til med glæde.
- Jeg vil arbejde for, at der skal arbejdes for en endnu bedre overgang fra den hjælp der gives på børne- og ungeområdet til unge over 18 år
Derfor kommer der flere møder på tværs af udvalg i 2025. Ambitionen er at øge unges trivsel, job og uddannelsessituation.
- Jeg vil arbejde for, at folkeskolernes rammer og ressourcer skal endnu mere i fokus bl.a. med afsæt i det igangsatte projekt ”Sammen Om Skolen”
For økonomisk set er tidlig indsats stadig en god investering, så at investere i børns uddannelse og trivsel betaler sig for os alle sammen i sidste ende
- Ordentlighed og den gode kommunikation med borgeren må aldrig undervurderes
Den sidste sætning er en af de politiske værdier, som jeg sætter højest. Også i samarbejdet med resten af byrådet og andre vigtige samarbejdspartnere. Som politiker er det vigtigt både at kunne arbejde med hjerte og hjerne 🙂
Afslutningsvis vil jeg glæde mig til et 850-års jubilæum i Brande i år. Og ønske alle et godt og lykkebringende nytår – og tak for samarbejdet i det gamle år.
Kærlige nytårshilsner fra Kirsten York Helms (K)