Ikast-Brande version 2.0 – det er NU!?

af Kirsten York Helms

Medlem af byrådet for Det Konservative Folkeparti

 

Martin Luther King havde en drøm.. Det har jeg også, og selvom vi nu skriver 2021, mener jeg stadig, at borgerrettigheder bør være et aktuelt emne i den kommende valgkamp, og her har borgerne naturligvis også det sidste ord den 16. november!
Jeg mener, en ny form for borgerrettigheder a lá 2021 er aktuelt at sætte fokus på med baggrund i de mange snakke, jeg har haft med forskellige borgere i min periode som byrådspolitiker.
At gå fra version 1.0 til version 2.0 kan lidt firkantet opstilles meget simpelt, og jeg mener, de nye visioner SKAL give borgerne bedre rettigheder i form af mere medinddragelse, indsigt og ejerskab til kommunale beslutningerne.
Jeg ønsker simpelthen, at vi i byrådet kvalificerer de politiske processer og beslutninger ENDNU bedre og går fra:
At gå i dialog med borgerne til også at inddrage borgerne meget mere reelt. Fx i flere paragraf 17.4 udvalg eller til andre workshops eller møder.
At negative borgerkampe om fx vindmølleopsætning bliver til kloge og mere borgerinkluderende grønne løsninger
At lave budgetter ud fra ”plejer”, men i stedet lave mere langsigtede og bæredygtige budgetter – fx på to år ad gangen.
At børn og unge af og til tabes mellem to stole til en Børne- og Ungestrategi, hvor ingen børn og unge står tilbage på perronen. Der burde være en form for ”handlingsgaranti” ligesom en kræftpakke.
At se et lille udvalg af byggegrunde og boliger blive til en vifte af forskellige tilbud, så bosætningen i vores kommune rigtig kommer i gang og også kommer til at blomstre.
At komme i selvvalgt praktik til at etablere et ambitiøst samarbejde mellem folkeskole og erhvervsliv. Her er den entreprenante vinkel også central.

Borgeren og ”det gode liv” skal i centrum
Et af de allervigtigste mål for mig er med andre ord, at Ikast-Brande er i bevægelse og bliver version 2.0, dvs. en ENDNU bedre og mere attraktiv kommune at bo og arbejde i. Vi skal ikke kun have 1. pladsen for bedste erhvervskommune, men vi skal også have den gule førertrøje i bedste ”borgerkommune”.
Så hvis jeg får borgernes opbakning til endnu en periode i byrådet, vil jeg arbejde hårdt og målrettet på en Ikast-Brande version 2.0 i samarbejde med det øvrige byråd og borgerne.
Og jeg vil ALTID udvikle med respekt – både for store og små.