Vi skal investere i øget bosætning i hele kommunen

Af Annette Øgaard, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti, Ejstrupholm

Ikast Brande Kommune har lavet en befolkningsprognose, der viser en forventet stigning i folketallet på 2.019 borgere – svarende til 4,9 % frem til 2041.

Vi Konservative har en ambition om at gøre det meget bedre, og vi vil investere i øget bosætning.

Øget bosætning giver flere skattekroner og dermed mere velfærd, mere liv til de mindre lokalsamfund, mere omsætning til købmanden, flere elever i skolerne – ligesom efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft også bliver tilgodeset.

Vi har rigtig mange pendlere, som hver dag kører ind og ud af vores kommune til de mange spændende virksomheder. Vi skal turde investere massivt i at få pendlerne og andre folk udefra til at få øjnene op for Ikast Brande Kommune som et sted, hvor man slår sig ned, lever og arbejder, samt et sted, hvor man bliver boende – også når børnene er flyttet hjemmefra. Det nuværende byråd har i den grad siddet på hænderne og været alt for langsomt til at skabe rammerne for attraktive byggegrunde, og Kommunen har i al for høj grad ladet det være op til lokale entreprenører og ildsjæle at udvikle byerne.

Jeg mener, at det kommende byråd skal tage førertrøjen på og arbejde målrettet og ambitiøst for at skabe attraktive rammer for bosætning. Vi skal udstykke flere byggegrunde med en bred palet af muligheder.
Jeg mener, vi skal tænke parcelhuse og lejligheder, men vi skal også tænke på alternative boligtyper, som oldekoller, klyngebyggerier og flere bæredygtige byggerier, som understøtter den grønne omstilling.
Der skal være plads til forskellighed både i byen og på landet. Det skal vores lokalplaner også afspejle.

Ambitionerne om øget bosætning er på Konservativ foranledning kommet et stykke ad vejen med ansættelse af en bosætningskonsulent, men vi er langt fra i mål – kom nu, vi skal være mere ambitiøse!