Det er ikke kun pædagoger og sygeplejersker, der mangler i velfærdssamfundet
Af Dina Raabjerg
Byrådsmedlem og folketingskandidat, Ikast
Det katastrofale fald i ansøgningen og optaget på velfærdsuddannelserne har vi hørt om den seneste tid i Altinget, TV 2 og DR Nyhederne.
En pressemeddelelse fra 27. juli fra uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) har været med til at vinkle historien om, hvad der er vigtigt at sige om dette års optag på de videregående uddannelser.
Dertil kommer blandt andet et debatindlæg i Altinget fra næstformanden i Dansk Sygeplejeråd og formand for Danske Professionshøjskoler, som bidrager til en storytelling om, at arbejdsvilkårene for sygeplejersker trækker unge væk fra uddannelsen til sygeplejerske.
Storytelling er en god ting, hvis man skal have et budskab til at sætte sig fast. Og det er bekymrende, at det lykkes, for sandheden om optaget på de videregående uddannelser er langt mere nuanceret og bekymrende, end der bliver fortalt. For tendenserne rækker langt ud over omsorgsuddannelserne. Men det synes ingen at interessere sig for.
Fald på tværs af alle uddannelser
Jesper Petersen siger i pressemeddelelsen, at det er bekymrende, at antallet af optagne studerende på sygeplejerske-, pædagog-, socialrådgiver- og læreruddannelsen er faldet med 14 procent i forhold til 2019. Og at det er bekymrende, fordi de fag er “rygraden i vores velfærdssamfund”.
Faldet i ansøgertal og optagne rammer altså også de mere tekniske uddannelser. Det er mindst lige så bekymrende for vores velfærdssamfund
Faktum er, at der samlet set er fald i optag på tværs af alle de videregående uddannelser. Og det er derfor ikke kun velfærdsuddannelserne, der optager færre elever. Ti procent færre havde søgt ind på en videregående uddannelse i 2022 i forhold til 2019. Og ni procent færre er optaget. Der sammenlignes med 2019 på grund af de ekstraordinært flere studiepladser i 2020 og 2021, der blev oprettet som følge af Corona.
Faldet i ansøgertal og optagne rammer altså også de mere tekniske uddannelser. Det er mindst lige så bekymrende for vores velfærdssamfund. Vi har for eksempel et stort fald i optag på uddannelsen til datamatiker, diplomingeniør, bygningskonstruktør og serviceøkonomi. På deres felt har vi manglet arbejdskraft i årevis, og det koster allerede enorme summer i produktionstab, leverancetab og dermed også et tab i skatteindtægter.
Når optaget også falder stort på uddannelser til primært den private sektor, så kan vi også forvente en påvirkning af den indtægt, der skal finansiere velfærdssamfundet fremover. Og dermed er disse uddannelser i lige så høj grad krumtappen i velfærdssamfundet, som de uddannelser som Jesper Petersen fokuserer på. Og faldet er mindst lige så alarmerende for Danmark.
Politikerne står med problemerne
Når vi kigger samlet på tallene, så nuancerer de også den placerede historie om, at uddannelsen til sygeplejerske vælges fra.
For ingen synes at bemærke, at de to uddannelser, hvor der uden sammenligning blev ansøgt og optaget allerflest studerende faktisk, er pædagoguddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen. Der optages for eksempel 40 procent flere pædagoger end civilingeniører i 2022.
Den historie er ødelæggende for vores muligheder for at se og dermed løse de generelle problemer med høj efterspørgsel og færre hænder
Hvis vi skal forsøge at få flyttet og motiveret flere til at vælge de fire “velfærdsuddannelser,” som ministeren kalder dem, ligger der en meget vigtig debat om, hvordan vores samfund overhovedet skal kunne hænge sammen. For en større andel til disse uddannelser vil nødvendigvis give en endnu lavere andel uddannede i andre fag.
Min klare overbevisning er, at når man politisk ryster i bukserne over at mangle hænder i sygepleje og børnehaver, så er det, fordi politikere selv er arbejdsgivere her. Og fordi man selv står med problemerne.
Anerkender ikke fakta
Men politisk er der nøjagtig lige så stort et ansvar for, at løse samme problem med mangel på hænder for de mange virksomheder – der finansierer vores løn og vores velfærd – så også de kan levere deres ydelser.
Faktum er, at vi har et fald i antal unge i den alder, der søger ind på videregående uddannelser. Og der kommer ikke flere hænder ud af de unge. Vi har kun dem, som vi nu engang har.
Jeg er fuldt bevidst om, at der er overenskomstforhandlinger og lønkommission i vente, og at der er interesser, der har brug for en storytelling, der skal sende flere penge til omsorgssektoren. Men den historie er ødelæggende for vores muligheder for at se og dermed løse de generelle problemer med høj efterspørgsel og færre hænder.
Ved ikke at anerkende og diskutere disse fakta og sammenhænge gør vi det også umuligt for os selv at finde holdbare løsninger på problemerne.