Tomas Bjerres tale ved generalforsamlingen 2020

Vi lever i en god tid og i et godt land. Det er snart 75 år siden, 2. verdenskrig sluttede og mere end 30 år siden, Berlinmuren blev revet ned. Vi lever i en velstående og fredelig del af verden. Ikke desto mindre er der mange, som bruger rigtig megen energi på at tale ting ned. Navnlig går det ud over familierne og nationalstaterne – heriblandt Danmark.

Denne plakat er uskyldigheden selv, men jeg synes godt, man kunne vende teksten om.

Her har vi et billede af et barn på ca. 7 år, som siger farvel til sin mor, inden hun skal i skole. Her får barnet moderens omsorg. Om 50 år kan rollerne være byttet om. Så er der måske noget, som moderen ikke kan mere, hun husker måske heller ikke så godt, og så er det det nu voksne barn, der kan give moderen den omsorg, hun har brug for.

Vi skal til noget helt andet. Min farmor blev født i 1884 i Preussen. Hun gik i tysk skole og lærte at skrive ”Ich bin ein Preusse” med sirlig skrift. Derhjemme talte hun og hendes familie dansk – lige som næsten alle andre på egnen. Nabosognet mod nord lå i Kongeriget Danmark. Som dansksindet sønderjyde havde man ikke de samme rettigheder, som de tysksindede. Tyskerne praktiserede nationalisme.
For præcis 100 år siden gik min farmor til stemmeurnerne og var med til at stemme Sønderjylland hjem til Danmark. Det gjorde hun ikke, fordi hun var nationalist. Hun gjorde det, fordi hun følte sig som dansker, og fordi hun mente, at grænsen burde trækkes på en sådan måde, at der for fremtiden ville være så få danskere på den tyske side – og så få tyskere på den danske, som muligt. Farmor var patriot, og det er noget andet end nationalist, selv om der er mange som blander begreberne sammen.

Hvad mener vores parti nu om familien og om Danmark?
Jeg har hentet følgende billede ned fra vores partiprogram:

Det kan være svært at se, så jeg har taget det første punkt ud:

Og her er så punkt 2:

Fælles for de 2 punkter er, at både familien og vores land er der og har været der i lang tid, inden vi bliver født, og at begge dele forhåbentlig også vil være der, når vi ikke er der mere. Begge dele har også noget med nærhedsprincippet at gøre. Problemer skal løses så tæt på, som muligt. I stedet for at bryde ned, skal vi passe godt på de institutioner, som har vist sig at fungere i praksis, og det har familierne og Danmark. Jeg er glad for, at Det Konservative Folkeparti har blik for begge dele, og at det er de 2 første punkter i partiprogrammet.

Tak, fordi I ville høre på mig.